Veninder, venner, familie og ensomhed.

Når man står ude fra og kigger ind, ser det hele pænt ud. Jeg har en sød lille bandit (hund), en god bil, rækkehus tæt på Kbh, en kerne familie, et godt job, er ved at færdig gøre min uddannelse med et ønske job i vente, ja nogle ville nok endda ønske at være i mine små sko.

Mange af os er på de sociale medier, hvor vi kan følge med i hinandens liv, men kan vi i virkeligheden det? Folk vælger jo selv hvad de ligger op, og det hele kan se flot og lyserødt ud. Men man ser ikke bagsiden af medaljen. Hvordan de ser ud, når kameraet er slukket? Her mener jeg man ser ikke følelserne eller den fortiden, der har bragt dem til der hvor de er i dag.

For halvandet år siden traf jeg endnu engang beslutningen om at flytte tæt på Kbh, savnede at være tæt på byen, mulighederne men også at flytte langt væk fra min familie. Socialt liv havde jeg ikke meget af, eller nok nærmere – stort set intet af, har desværre mistet nogle igennem mit liv, nogle pga. de valg jeg har truffet igennem årene.

Jeg havde havde to gode veninder i børnehaven og børnehaveklassen (0.klasse). Det år vi gik i børnehaveklasse delte vi endda alle tre hovedrollen i årets skolekommedie. Desværre druknede min bedste veninde få måneder efter.  Jeg boede bagved kirkegården og når jeg gik hjem fra skole, gik jeg ofte over kirkegården, har endda brugt over en time deroppe, hvor jeg sad og “snakkede med hende”. Kan huske jeg så meget op til hende. Efterfølgende blev jeg bedste veninder med min anden veninde, til tider var vi som tvillinger. Jeg havde et godt forhold til alle pigerne i klassen, og så dem som veninder, jeg hjalp en af dem igennem en svær tid i sjette klasse. Her begyndte mit forhold til min bedste veninde at gå i stykker, værre blev det kun af at vi skulle flytte skole. Hun blev en det af klikken, hvilket jeg ikke gjorde, for mig var det ikke sjovt. Begyndte at snakke med mine forældre om at flytte skole, bla. pga en weekend, hvor jeg virkelig mærkede, at jeg blev valgt fra. Fra 9.klasse skulle jeg på efterskole, så det var blot halvandet år til og 8.klasse blev også bedre, men vi blev aldrig bedste veninder igen.

Efterskole årerne var mine bedste skole år, selvom de også havde side negative sider. Første år var der nogle af de andre elever (specielt en flok drenge), der kaldte mig fælles, hvilket gjorde mig rigtig ked af det. Andet år begyndte en god veninde, at være sammen med min ex meget meget kort tid efter, at han havde slået op med mig. Vi endte i et skænderi og jeg tilbragte efterfølgende en uge derhjemme, vores forhold blev ikke rigtig det samme igen.

Jeg har altid været den der ønskede det bedste for alle, ville hjælpe andre også selvom folk udnyttede mig eller jeg kun var god nok når andre sagde nej, sådan var det med nogle af dem jeg gik i gymnasieklasse med. Dog fik jeg også verdens sødeste veninde, og er taknemmelig for alle de gange hun har lagt øre til mine hjertesorger.

Desværre havde jeg en kæreste den gang, der ødelagde meget for mig, endte med at jeg aldrig tog til fester fordi han hele tiden og altid skrev om, hvornår jeg hentes eller kom hjem, derfor gik jeg glip af mange sjove fester som ung.

Efter at kiloerne havde sneget sig på, var selvtillid meget lav, så ønskede ikke at være social. Jeg har altid være en der tænker meget over, hvad andre tænker om mig. Selvom jeg har smidt de fleste kilo, så er selvtilliden der stadig ikke og tænker meget over hvad andre tænker om mig.

Havde nogle skønne kollegaer på de jobs, jeg havde både i Jylland men også i Kbh, men vi har alle skullet forskellige veje.

Nu har jeg fået en god veninde på studiet (jyde bosat på Sjælland) og igennem det halv af studiet skrevet opgave sammen med hende.

Under trænings bootcamp har jeg mødt en anden god veninde (jyde bosat i Kbh) og skriver ofte sammen, hun har allerede lagt øre til meget,  og vi ses når vi kan.

Har nogle få venner, nogle jeg har været på dates med – hvor vi bare ikke havde en fremtid som kærester. Har en roomie (har en fyr boende til leje), vi snakker fint sammen og kan joke lidt, men prøver at give ham space – blot svært når jeg altid gerne vil hjælpe.

Nogle ser mig som værende intelligent, smuk, betænksom og hjælpsom, kvik, og sjov. Plejer gerne at sige at jeg ikke er så dum som jeg ser ud, men blond kan være en god undskyldning.

Jeg har et virkelig godt job som jeg er ekstrem glad for. Jeg arbejder pt. 45t i gennemsnit pr. uge, hvilket så stiger til 55t pr uge, selvom vagterne på mit nuværende job bliver halveret, så får jeg også et nyt job som er en fuldtidsstilling.

Når jeg ikke arbejder, så har jeg dage hvor jeg nyder blot at være mig selv men de fleste dage ville jeg gerne bare have en at dele det hele med, en jeg kunne falde for men som stod klar til at gribe mig.

Men når alt kommer til alt så føler jeg mig til tider ret ensom, hvilket gør ret ondt. Jeg ved jeg valgte at flytte tværs over Danmark, jeg elsker min familie og vil gerne være tæt på dem (mener ikke fysisk) men hvor ville det være rart at min familie også kunne ringe til mig engang imellem eller blot skrive bare for lige at høre hvordan det går, at det ikke altid er mig der skal kontakte dem.

Jeg ved det til dels er min egen skyld, den situation jeg er i pga de valg jeg har truffet, men jeg er heller ikke god til bare at tage ud at møde nye mennesker. Jeg har til tider svært ved at få rigtige veninder, da jeg har mistet dem jeg havde, da jeg var barn og ung, så har lidt et tilknytnings problem, fordi jeg er bange for også at miste dem.  Når jeg går på gaden eller igennem et shoppings center, kan jeg godt virke snobbet – dette er blot en facade, jeg sender dog altid et smil til de ældre, jeg møder på min vej.

Hvornår har du sidst spurgt din familie om hvordan de har det? Hvilke venner er virkelig venner og lytter til dig og dine problemer?

Intet er tabu.

Hold dig lækker

Loholm